BIGBIKE
Der er noget helt særligt i luften, når nogen vil være med til at formidle motorcykellivet til et bredere publikum – og dét er netop, hvad den nye YouTube-serie Asfalten Kalder har sat sig for. Serien er skabt af MCTC og den danske motorcykelbranche, og værterne er fire nysgerrige sjæle: Anders Mundelin, Felix Smith, Karoline Haubæk og Mathilde Ziegler. Ingen af dem er eksperter, men de er til gengæld åbne, spørgelystne og klar på eventyr. What’s not to like?
Jeg blev spurgt, om jeg kunne hjælpe med at klæde dem på til den offroad-køretur, de skulle ud på senere samme dag med Brian fra Event Park Danmark. Og lad os være ærlige – det er ikke en opgave, man siger nej til. Brian er en kæmpe ildsjæl og manden bag både Event Parken og Jensens Motorcykler, men som han selv siger, så er det måske meget godt at få lidt pædagogisk støtte ind, inden man sender fire friske tv-værter ud i mudder og motorcykelkaos.
Så jeg mødte op, satte en række grundlæggende øvelser op og tog værterne igennem de vigtigste elementer i offroadkørsel: balance, teknik og – ikke mindst – de uskrevne regler, man gør klogt i at kende, når man bevæger sig væk fra asfalten. Der blev grinet, knoklet og spurgt flittigt – og selvom vi ikke havde oceaner af tid, så fik alle fire en fornemmelse for, hvordan man håndterer en adventurebike udenfor det sorte bånd.
Vi havde også besøg af Claus Rønnemoss fra Yamaha Motor Scandinavia, der kom forbi med en fabriksny Tenere og et stort smil. Han var glad for at se lidt blå blandt alle de orange KTM’er – for lad os bare være ærlige: det var KTM’erne, der dominerede den dag. Brian havde nemlig stillet både en KTM 690 og en 390 Adventure til rådighed for optagelserne – og det var vist et hit hos både Mathilde og Karoline.
Efter træningen tog Brian over og førte værterne ud i det jyske terræn. Jeg var ikke med på selve turen, men det lyder til, at der blev leveret både udfordringer og underholdning i rigelige mængder – noget Anders senere bekræftede i en sms, hvor han blandt andet skrev:
“Turen rundt var både sjov, spændende og grænseoverskridende. […] Vi forstod pludselig, hvorfor man skulle holde afstand.”
Dét er en læring, der ikke altid kan forklares – den skal mærkes.
Tusind tak til hele holdet bag Asfalten Kalder for at invitere os med bag kulissen. Vi glæder os til at se programmet og håber, det får endnu flere til at kaste sig ud i motorcykellivet – både på og lidt ved siden af asfalten.