BIGBIKE
Der er frihed i at køre offroad – men frihed kræver ansvar. Hvis vi vil bevare muligheden for at køre i naturen, kræver det, at vi tænker os om. Her er nogle grundlæggende retningslinjer, vi bør følge.
Det burde give sig selv, men lad være med at køre steder, hvor det er ulovligt. Det ødelægger både for os selv og andre. Brug godkendte baner, ruter og områder. Er du i tvivl, så lad være.
Lad være med at smadre igennem bløde skovbunde, heder og vådområder. Naturen er ikke en bane – og det tager årevis at genoprette skader, vi laver på få minutter. Hold dig på eksisterende spor og undgå at lave dine egne.
Vi er gæster derude. Kør ikke i skumringen eller om natten, hvor dyrene er mest aktive. Sæt farten ned, hvis du ser dyrespor eller vilde dyr. Du skal ikke stresse et rådyr ud af skoven for sjov.
Møder du gående, cyklister eller ryttere – så sænk farten, hold afstand og hils. Du vinder ikke noget ved at vise, hvem der larmer mest. God stil gør en forskel, og vi er nødt til at dele pladsen. Ved møde med hest og rytter kan det være en god idé helt at slukke maskinen.
Standardudstødning er ikke en svaghed – det er sund fornuft. De fleste klager over offroad kommer pga. larm. Jo mere du larmer, jo kortere bliver sæsonen – og jo flere steder bliver lukket.
En MC der sveder olie, benzin eller kølervæske, har intet at gøre i naturen. Hold din maskine tæt og velsmurt – både af hensyn til miljøet og din egen samvittighed.
Alt, du tager med ud, tager du også med hjem. Inklusive energibar-papir, plastik, defekte dele – og dine undskyldninger. Naturen skal ikke rydde op efter dig.
Om du vil det eller ej, så repræsenterer du alle os andre, når du kører offroad. Hvis du opfører dig som en klaphat, bliver vi alle opfattet som klaphatte. Kør med omtanke – og med stil.
Det handler ikke kun om at køre – det handler om hvordan du kører.
Du har valgt en maskine, der kan mere end de fleste. Spørgsmålet er, om du også kan.
Så styr med hovedet, kør med hjertet – og husk:
Du styrer din maskine. Lad aldrig den styre dig.
Vi kører ikke for at imponere – vi kører for at mestre.
Human Power Skills.